Gene Colan
Gene Colan | |
---|---|
Født: |
1926 i Brooklyn, New York |
Gene Colan (også kaldet "Gentleman Gene", "Genial Gene" eller "The Dean", alle tre tilnavne stammer fra Stan Lees måde at præsentere de medvirkende kunstnere i hvert hæfte) er bedst kendt for sit arbejde på Daredevil i 1960'erne og Tomb of Dracula i 1970'erne. Han har også sat sit præg på Iron Man, Avengers, Doctor Strange, Howard the Duck, Wonder Woman og Batman.
Colan studerede ved Art Students League of New York og deltog i anden verdenskrig, hvor han tjente i Fillipinerne. Hans oplevelser der dannede senere grundlag for en meget realistisk tilgang til krigsserier som han tegnede for både DC Comics og Atlas Comics der senere skulle blive til Marvel Comics.
Sammen med Stan Lee, Jack Kirby, Steve Ditko, John Romita sr. og mange andre hører han til den række forfattere og tegnere, der igennem 60'erne definerede fundamentet for Marvel-universet som vi kender det i dag. Colans arbejde på Tomb of Dracula sammen med Marv Wolfman gennem 70 numre er bortset fra Stan Lee og Jack Kirby på Fantastic Four det længste uafbrudte samarbejde hos Marvel Comics. Colan tegnede desuden Daredevil i ikke mindre end 80 numre i træk.
I de senere år har han bl.a. tegnet forsider og et par numre af tegneserieudgaven af Buffy the Vampire Slayer. I forbindelse med udgivelsen af Daredevil #100, tegnede han et par sider af jubilæumshistorien "Without Fear", der var illustreret af en lang række fremtrædende Daredevil-tegnere.
Colans tegnestil er karakteriseret ved en elegant streg som understreges igennem en udbredt brug af skygger og kontraster. Dette skaber et yderst stemningsfuldt resultat, som netop kommer til sin ret i serier som Daredevil, Tomb of Dracula og Batman. Han er dog også en særdeles alsidig herre, som kan tilpasse sin stil til den titel som han tegner.
Gene Colan blev i 2005 optaget i Will Eisner Hall of Fame.
Midt i maj 2008 oplyste Colans familie at han var alvorligt syg som følge af leverproblemer, hvilket blev mødt af øjeblikkelig støtte fra verdens tegneseriemiljøer. Colan er dog senere blevet annonceret som gæst på en convention.
I august 2009 blev Colan atter indlagt, denne gang med lungebetændelse.
Trivia
- Colan har leveret illustrationer som optræder på indersiden af heavy metal musikeren Rob Zombies første album. Omslaget til dette album er tegnet af en anden tegneseriekunstner Dan Brereton.