Fedtmule
Fedtmule (Goofy) er en tegnefilms- og tegneseriefigur i Disneys tegneserieunivers. Han er en hund, og bedste ven med Mickey Mouse. Fedtmule er generelt kendt som værende ret klodset og lettere dum, hvilket også antydes af hans fjollede stemme i tegnefilmene, og han udgør derfor et tydeligt modstykke til Mickey, der er snu og altid opmærksom.
Indhold
Oprindelse
Fedtmule blev skabt af Disney animatoren Art Babbit. Figuren var baseret på nogle originaltegninger af en anden Disney-ansat, Frank Webb. Han optrådte første gang den 25. maj, 1932 som bifigur i filmen Mickey's Revue, hvor han er tilskuer til (endnu) en af Mickey og Minnies sangoptrædener (som i så mange af Mickey filmene dengang). Med i filmen var også Nora Malkeko og Klavs Krikke, der begge var opfundet nogle år før. I denne første optræden var hans navn Dippy Dawg, et navn han bar i det første lange stykke tid. Hans virkelige navn er reelt ukendt, men han optrådte i 50'ernes tegnefilm med navnet George Geef eller G.G. Geef, og i 90'ernes tegnefilm som Goofy Goof. Men det mest vedholdende siges at være Goofus D. Dawg, opfundet engang i midt 50'erne, og senere bl.a. brugt af den italienske Disney-tegner Romano Scarpa.
Fedtmules rolle i filmen var ment som en bifigur og løbende vittighed, fordi han irriterede de andre tilskuere med sin evindelige højlydte måde at spise chips på og hans irriterende grin. De andre tilskuere lignede dog selv Fedtmules figur bemærkelsesværdigt, og grinede selv på samme måde.
I det første design var Fedtmules figur ret anderledes end i dag: han var ældre med hvidt skæg på mulen, bar briller og havde en lille hestehale. Han havde desuden ingen bukser på dengang. Men én ting, der blev introduceret allerede første gang, var hans nu så karakteristiske grin... det kender alle danske Disney fans i dag.
Dippy Dawg optrådte, med lidt forskellige udseender, i endnu 5 tegnefilm, før han i 1934 fik sit endelige navn Goofy i Disney-filmen Orphan's Benefit. Og i 1935 spillede han endelig for første gang med som en fast del af trioen Mickey, Anders og Fedtmule, der optrådte i mange film sidenhen.
Karakter
Fedtmules mest kendte karatertræk - når man ser på de amerikansk-talende tegnefilm - er nok hans grin (hydr-hydr-hydr), dertil hans udtryk når han bliver overrasket eller forundret (gawrsh!) og så naturligvis det berømte fedtmule-hyl, når han falder langt ned eller stryger højt op i luften (Whoo-hoo-hoo-hoo-hoo). Stemmen blev leveret af Pinto Colvig og er blevet Fedtmules mest genkendelige varemærke i dag, men dengang brugte Colvig samme udbrud og tonering på flere andre figurer i andre film, der havde samme "dumme" personlighed som Fedtmule.
Fedtmule er godhjertet og hjælpsom, men desværre også meget klodset med sin ranglede krop og sit åndsfravær. Han bliver tit afbilledet som dum, men det er ikke helt så sort og hvidt. Han kan være ganske snarrådig og idérig, omend på sin egen excentriske, bagvendte måde. Selvom han ofte lader til først at optræde som en kryster når der sker noget farligt, mander han sig som regel op og udviser mod (eller dumdristighed) hvis Mickey er i nød, eller han tænker klart og henter hjælp hvis han kan se, at situationen er ved at udvikle sig til noget farligt.
Han elsker leg og sjov, og er drømmende, fantasifuld, nysgerrig og opfindsom. Så selvom han godt kan fremstå som dum, er det ofte blot et udtryk for hans mentale fravær som følge af dagdrømmerier, distræthed og tankeflugt.
Univers
I de europæiske udgivelser herhjemme, bor Fedtmule i Andeby, ligesom resten af figurerne i Disney-universet. I hjemlandet USA bor han i byen Mouseton sammen med Mickey Mouse. Oprindeligt var Fedtmule alene, men med tiden har han fået først en nevø ved navn Gilbert - der kun optræder i bladene - og i 90'erne har han tilmed fået en søn, Maximillian, eller Max, der optræder både på film og i blade. Hvem moderen til Max er, ved vi ikke, Fedtmule optræder som enkemand og alenefar i den henseende. Fedtmule har dog haft en kæreste ved navn Glory-Bee (Putte på dansk), i de tidlige 70'ere, hun har bl.a. optrådt i Gottfredsons striber og i Anders And-bladene.
Så vidt vides har Fedtmule ikke noget job. Hvor han får penge fra til at overleve og betale husleje, er lidt af en gåde.
Super-Mule
- Læs også separat artikel → Supermule
I 1965 introducerede forfatteren Del Connel og tegneren Paul Murry en ny ting i Fedtmules liv: Super-jordnødder! På grund af strålingen fra et nedfaldent meteor, begyndte Fedtmules jordnøddebusk i haven at producere nødder der gav Fedtmule superstyrke, når han spiste dem. Super-Mule var skabt! Med de nye kræfter kunne Fedtmule flyve, se igennem mure, fik superstyrke osv. Virkningen af jordnødderne holdt dog ikke altid så længe (præcis hvor lang tid kunne man aldrig vide), så Fedtmule har som regel altid nogle ekstra nødder med i hatten når han tager på super-togt - hvis han altså lige husker det! Heldigvis er han blevet reddet fra flere luftstyrt af sin nevø Gilbert eller på andre heldige måder. Som Super-Mule bekæmper Fedtmule naturligvis forbrydere, heriblandt Øjvind Ørn, Sorte Slyngel, Sorteper, og også ind imellem Bjørne-Banden og Madam Mim - men dog stadig på sin egen let kluntede og tilfældige måde. Den store detektiv bliver han nok aldrig.
Super-Mule (am: Super-Goof) bærer en rød, ulden underbuksedragt (komplet med smæk bagpå) med bogstaverne SM på brystet (SG på amerikansk), og en blå kappe. Tøjet opstår ud af den blå luft, når han forvandles til Super-Mule, og forsvinder igen når han forvandles tilbage til Fedtmule.
Super-Mule har også haft sin egen serie engang, i USA fra 1965-84. Mange historier herhjemme er bragt i Anders And-bladet, Walt Disney's ekstra-hæfte, Walt Disney's månedshæfte og Walt Disney's Klassikere. Den første historie er udgivet på dansk og findes i Walt Disney's Klassikere fra 1967, Super-mule jager Sorte Slyngel.
