Jagten på Splint

« Alphabet Spirou	Splint & Co.-historie nr. 122	Pirates ! »
« Lunefulde Luna	Splint & Co. (kronologisk) nr. 46	Paris drukner! »
« Lunefulde Luna	Splint & Co. (1. danske serie) nr. 41	Paris drukner! »

Splint & Co. 41
Forfatter:	Tome
Tegner:	Janry
Oversætter:	Niels Søndergaard
Originaltitel:	Machine qui rêve
Originaludgave:	1998: Dupuis

Danske albumudgaver:

1999: Carlsen Comics

ISBN 87-562-7161-1

Danske bogudgaver:

2017: Splint & Co. 1992-1999

Farvelagt af Stephane de Becker, tekstet af Flemming Kristensen.

Originaludgave m.m.

1998: Machine qui rêve i Spirou nr. 3132-3150
1998: Machine qui rêve i Machine qui rêve, Spirou et Fantasio nr. 46
2015: Machine qui rêve i Spirou et Fantasio 1992-1999

Danske udgaver

1999: Jagten på Splint i Splint & Co. nr. 41 (1. serie)
2017: Jagten på Splint i Splint & Co. 1992-1999

Resumé

Mens Kvik tager på en velfortjent ferie, bliver Splint ringet op af Myg, der har fået mistanke om at der foregår noget fordækt i et medicinalfirma og deres testprogram på frivillige personer. Splint lader sig overtale til at agere testperson for at kunne afsløre hvad der foregår, men snart bliver han jagtet nådesløst af fremmede mænd, politifolk og specialtropper, og de tøver ikke med at skyde for at dræbe! Kan Splint holde sig i live længe nok til at finde ud af, hvad der foregår?

Stilen i albummet

Dette er det sidste Splint & Co.-album af makkerparret Tome & Janry. Albummet bærer stærkt præg af et visuelt og ikke mindst miljømæssigt stilskifte. Hele tonen i serien er blevet meget mere moderne, menneskelig, eller realistisk om man vil (ikke til det bedre, vil nogen mene), og det har en stor effekt på historien og fortælleformen. Dette er en moderne action-krimi!

For det første er hele albummet trykt på sort i stedet for hvidt, og farvestylingen har en langt mere filmagtig vision over sig, med hele sider eller markante sekvenser holdt i samme toner. Derudover tager Tome og Janry sig nogle dristige, næsten endegyldige valg med nogle af figurernes personligheder og derved fremtider, hvilket bryder den ellers normale form for stilstand der eksisterer i et sådant tegneserieunivers. Tome og Janry havde godt nok udviklet Splint & Co. i en nyere retning efter overtagelsen af serien, men dette er dog et meget stort skridt. Albummet må siges næsten at stå alene i den henseende.

Siden det er det sidste album fra deres hånd, har det sikkert også været et bevidst valg fra deres side - man kan sige at de intet havde at tabe, og trods alt har de turdet give et bud på en anden, mere moderne type Splint & Co.-univers, noget, de måske har haft lyst til at prøve længe, men aldrig fået lov til. Om det er en interessant slutning af deres epoke, må være op til læseren at bedømme.